Lærlinge- og Jobmesse var en kæmpe succes

Billund Kommunes Lærlinge- og Jobmesse i september 2025 trak mere end 2.000 gæster og hele 102 virksomheder til MAGION – det største antal nogensinde.

Og evalueringen taler sit tydelige sprog: Messen leverer resultater. Over halvdelen af virksomhederne fandt relevante kandidater til lære- og elevpladser, og flere har allerede aftalt samtaler efter messen.

Det konstaterer Unge-, Uddannelses- og Beskæftigelsesudvalget i Billund kommune i sin evaluering af messen.

Også skoler, UU, erhvervsskoler og ledige borgere melder om stort udbytte, høj kvalitet og god stemning. Dermed peger alt på, at messen nu er et fast fyrtårn for unge og jobsøgende i kommunen.

På baggrund af de stærke evalueringer har Unge-, Uddannelses- og Beskæftigelsesudvalget nu nikket ja til forvaltningens indstilling om at gentage succesen i 2026.