Læserbrev: Åbent brev til Kommunalbestyrelsen i Billund Kommune


I har indgået et budgetforlig, hvor I skriver at ”Ambitionen er at skabe Danmarks bedste folkeskole”. Et fantastisk mål, hvor I starter med 2 voksne i både 0. og 1. klasse i alle timer.

Hvor kommer pengene fra?

I budgetforliget står at finansieringen kommer ved at lærerne skal undervise mere. I dag underviser vi 750 timer om året jf. Arbejdstidsaftalen A20 og Forvaltningsredegørelsen for
Billund Kommune. At øge lærernes undervisningstid uden andre opgaver forsvinder, og så hævde, at det vil føre til bedre arbejdsmiljø og mulighed for at levere bedre resultater, som det står i
budgetforliget, det er at skyde sig selv i foden.

I får ikke Danmarks bedste folkeskole ved at presse lærerne yderligere, de er i forvejen presset til det yderste.

Er det forældresamarbejdet, samarbejdet mellem lærere og mellem lærere og pædagoger, skolefesterne, samarbejdet med sagsbehandlere og psykologer eller bliver det lejrskolerne, der
forsvinder?

Bare lige for en god ordens skyld – lærerne underviser allerede nu 750 timer i gennemsnit. BDOs udregninger er lavet på et ”snævert undervisningsbegreb”, et begreb, der ikke eksisterer, da al tid
sammen med elever udløser undervisningstillæg (det udvidede undervisningsbegreb jf. overenskomsten).

Hvis lærerne skal undervise mere end 750 timer, så bliver udgiften til hver ekstra undervisningstime ca. 50 % større. Brug dog disse penge på ekstra personale og ikke på ekstra løn til lærere, der gerne vil gøre arbejdet både med trivsel og læring bedst muligt. Økonomien skal findes i skolernes nuværende budget. Det er i underkanten af 5 mio.

På lærernes vegne

Lone Hagelskjær, formand, Billund Lærerkreds.