Læserbrev: Ældreplejen i vores kommune

Vores medarbejdere i ældreplejen gør en kæmpe stor indsats i deres daglige arbejde, og knokler en vis legemsdel ud af bukserne. At de gør et godt stykke arbejde, ses også i at vores ældre medborgere er godt tilfredse med den service der ydes. Men vi kan altid blive bedre.

Jeg går ind for, at vi skal sikre vores ældreborgere en værdig alderdom, hvor vi tilbyder en tryg og omsorgsfuld pleje, om det enten er i egen bolig eller på vores plejehjem rundt omkring i kommunen. En af de måder vi kan fortsætte udviklingen af vores ældrepleje på, er at bruge de gode erfaringer vi har opnået gennem implementeringen af samstyrende teams. Jeg mener disse erfaringer kan bruges på vores plejehjem, til at sikre en bedre dialog mellem medarbejder, borger og pårørende, og give en mere helhedsorienteret pleje på vores plejehjem.

Samtidig mener jeg vores medarbejdere i ældresektoren skal sættes fri, og sikres trygge arbejdsforhold. Al unødvendig bureaukrati skal fjernes, så fokus er på at leveres kerneydelsen til vores ældre medborgere – nemlig en kærlig og omsorgsfuld pleje! Der kommer meget bureaukrati fra Christiansborg, men også fra kommunal side skaber vi unødig krav om dokumentation og papirnusseri. Det skal vi have fjernet. Der tidligere kørt et projekt, der havde fokus på at fjerne unødig dokumentation fra medarbejdernes dagligdag.

Vi skal have gang i det arbejde, og inddrage medarbejderne, så vi kan frigør ressourcer til pleje og omsorg af vores ældre borgere.

 

Med venlig hilsen

Allan Munk Nielsen, Byrådsmedlem, Billund Kommune, Det Konservative Folkeparti