Læserbrev: Billund Kommunes Luxusproblem


Der er mange problemstillinger, man kan snakke om her op til kommunalvalget – én af dem er, hvor langt den enkelte lokalpolitiker ønsker at træde over service- og anlægsloftet.

Kommunerne er repræsenteret af Kommunernes Landsforening (KL) i forhandlingerne med folketinget om, hvor mange penge kommunerne må bruge. Det er derfor ikke den enkelte kommune, der selv bestemmer, hvor mange penge de bruger på henholdsvis service (der handler om ældrepleje, børnepasning mm.) og anlæg (der vedrører anlæggelse af nye bygninger, stier, veje og den slags).

Hvis kommunerne samlet set bruger over service- og anlægsloftet, vil der falde bøder. De enkelte kommuner får derfor deres egen ramme at arbejde ud fra, så man samlet kan overholde det overordnede budget. Tanken er, at man landspolitisk ikke ønsker for stor ulighed imellem landets kommuner.

Nogle kommuner vil imidlertid ikke have penge nok til at nå loftet, mens andre vil overskride budgettet. Det gør ikke noget, da det i sidste ende er det samlede resultat, der tæller.

Billund Kommune er blandt de rige kommuner, der har råd til at bruge op til loftet og endda længere endnu. Faktisk er kommunen en af de eneste tre kommuner, der er gældfri. Der er endda en god portion penge på kistebunden.

Så når man i byrådet må afvise donationer af kunstgræsplæner og man må lukke plejehjem – så er det ikke fordi, vi ikke har pengene. Det er fordi, vi ikke må bruge dem.

Men – for der er et men – netop fordi nogle kommuner bruger mindre end deres loft tillader, kan man formode, at vores kommune kan bruge mere end vores budget egentlig tillader. Men hvor meget mere? Hvor meget kan vi presse rammen? Skal vi bruge mere eller mindre, end vi gør i dag? Er vi villige til at risikere bøden?

Netop de spørgsmål vil jeg opfordre dig som læser og borger i Billund Kommune til at tage med ud i valgkampen. Vi kandidater står der ude ved valgarrangementerne og venter (og håber brændende!) på, at I kommer forbi!

Med Venlig Hilsen

Coco Kjærgaard
Kandidat til kommunalvalget for Lokalpolitisk Forum