Læserbrev: Bliver Grindsted-borgere syge af den tidligere Chromgarvestoffabrik?


For mere end 3 uger siden var jeg i regionen og stille spørgsmål vedrørende den tidligere Chromgarvestoffabrik, som lå i Østbyen fra 1963-95. Spørgsmål som jeg stadig afventer svar på.

I mange år var dele af Grindsted indhyllet i en gul tåge, som stank kraftig, og som mange troede stammede fra det tidligere Grindstedværket. Men stammede det i virkeligheden fra Chromgarvestoffabrikken?

Fabrikken var ikke, som mange tror, et garveri, men en kemifabrik, som leverede garverikemikalier til næsten hele verden.

Det har ikke været mulig at opdrive en liste over benyttede kemikalier eller registreret affald, men vi ved, at der bl.a. blev brugt det giftige chrom 6. Firmaet fik adskillige bøder for spild af store mængder stoffer, som endte i jord, grundvand, kloak og i luften gennem 30 år. F.eks. anmodede den daværende sundhedskommission i Grindsted politimesteren i Varde i juli 1973 om at rejse politisag mod virksomheden.

Anledningen var, at fabrikken blev anset for skyldig i forurening af grundvand med chrom, herunder private drikkevandsboringer, som medvirkede til at forgifte borgere igennem en årrække.
Også en boring ved det daværende Tulip Slagteri blev lukket pga. forureningen i 1973. Udover chromforurenet slam, der endte på landbrugsjord, så blev chrom i store mænger – helt op til næsten et ton pr år – spredt i en radius af 1500 m udover Grindsted igennem 15 år, via luften.

Denne luftforurening og nedfald kom fra fabrikkens udsugning. Derfor er det også uforklarligt, at regionen ikke har medtaget udledningen fra Chromgarvestoffabrikken i den registerbaserede analyse, men kun udledningen fra det tidligere Grindstedværket. Regionen skriver 15. juni 2018, at på baggrund af bekymringer fra borgere, om der kunne være en særlig sundhedsrisiko ved at bo i Grindsted, vil de igangsætte en registerbaseret analyse. Bekymringerne retter sig især mod forureningen fra Grindstedværket, men også den tidligere Chromgarvestoffabrik.

Jeg har derfor været i regionen og spørge, hvorfor forureningen fra chromgarvestoffabrikken ikke er medtaget i den registerbaserede undersøgelse, nu hvor de selv skriver, at det var medvirkende til at sætte undersøgelser i gang. Men var regionen overhovedet vidende om, hvad der blev produceret på Chromgarvestoffabrikken? I en mail fra 2019 skriver en mangeårig regionsmedarbejder, som er tilknyttet forureningerne i Grindsted, til forskningsleder på den registerbaserede analyse Anette Kjær Ersbøll, at der på Chromgarvestoffabrikken blev imprægneret træ. Et svar der ikke er korrekt.

Jeg har derfor også spurgt regionen, om de havde den fornødne viden om Chromgarvestoffabrikken, inden nogen tog beslutning om ikke at medtage udledningen derfra i sundhedsundersøgelserne.

I sundhedsundersøgelsen kan man læse, at lungekræft er forhøjet i østbyen, i forhold til de sammenlignelige byer. Det er bekymrende, da lungekræft blandt andet er chromrelateret.
Samtidig har jeg svært ved at forstå, at regionen stadig ikke ønsker at lave undersøgelser på Dalmose sø. I et svar fra regionen skriver de, at det ikke kan udelukkes, at søen kan være forurenet med chrom via luften fra de mange år, hvor Chromgarvestoffabrikken udledte forurening i alt for store mængder.

Derfor mener jeg også at regionen, endnu en gang må genoverveje at få undersøgt Dalsmose sø, men også hvordan den mangeårig forurening fra Chromgarvestoffabrikken, kan have påvirket området i østbyen.

Venlig hilsen

Jill í Toftum, Billund.