Læserbrev: Boligejere har brug for ærlighed – ikke skræmmekampagner

Vi forstår godt, at boligejere ønsker ro og stabilitet. Det gør vi også. Netop derfor undrer det os, at Venstre fremstiller en faglig drøftelse af boligbeskatningen som et angreb på trygheden.

Det nuværende system blev vedtaget med Venstre ved bordet. Siden har vi set forsinkelser, fejl i ejendomsvurderinger og et system, mange har svært ved at gennemskue. Den usikkerhed er ikke opstået nu.

Når Lars Løkke Rasmussen siger, at vi skal se på, om systemet fungerer efter hensigten, er det ikke et eksperiment. Det er ansvarlighed. Venstre har selv advaret mod at råbe “ulven kommer” og skabe unødig dramatik. Det er vi enige i. Ord betyder noget. Derfor klæder det ikke nogen at fremstille en faglig gennemgang som et frontalangreb på boligejerne.

Stabilitet betyder ikke, at man aldrig må rette fejl. Det betyder, at man justerer i tide og sikrer et system, der holder på lang sigt. Venstre taler om ro, men har historisk stået bag store ændringer som skattestoppet og fastfrysning af grundskylden. Beslutninger, der har påvirket priser og skabt forskelle mellem landsdele.

I Sydjylland ser virkeligheden anderledes ud end i de største byer. Her handler det ikke om milliongevinster, men om fair vilkår og gennemsigtighed. Vi ønsker ikke reformer for reformernes skyld. Vi ønsker et system, der fungerer – også om ti og tyve år. Det skaber ro. Ikke skræmmekampagner.

Venlig hilsen

Frida Vyff Bruun, Vejen og Gitte Bjerremand Andersen, Grindsted – folketingskandidater for Moderaterne i Sydjylland