Læserbrev: Dåser bliver til guld

I de små lokalsamfund spiller frivilligheden en altafgørende rolle for sammenhængskraften og for samfundenes fortsatte udvikling. Dette gælder i høj grad også for Hejnsvig.

Borgerne i Hejnsvig er vant til, at tage arbejdshandskerne på, såfremt byen skal udvikles. Opførelsen af Bakkehallen for et par år siden er det seneste eksempel på et fantastisk sammenhold i sognet.

Opgaven var at indsamle 5 millioner kr., som bidrag til opførelse af en ny kommunal hal til afløsning af den nedslidte gamle hal. Der blev afholdt adskillige støttearrangementer, foretaget husstandsindsamling.

Derudover tog to ægtepar initiativ til en skrotindsamling. Skrotbanden var etableret. Skrotbanden samlede bl.a. øl- og sodavandsdåser ind til støtte for den nye hal. Det blev til mange 100.000 kr. gennem årene.

Da hallen stod færdig besluttede Hejnsvig Lokalråd at oprette en Udviklingspulje, som økonomisk kan støtte lokale initiativer. Senest har Hejnsvig IF Gymnastik modtaget støtte til indkøb af ny Team Track til 25.000 kr. Udviklingspuljen bevilgede halvdelen af beløbet.

Så når vi i Socialdemokratiet siger, at mennesker udvikler sig og trives i fællesskabet og ikke behøver at få egen profit ud af det – så er hejnsvigborgerne et fantastisk eksempel herpå – godt gået hejnsvigensere.

Det arbejde, som frivillige yder i idrætsforeningerne, spejderbevægelsen m. m. er guld værd.

Stor tak til Skrotbanden og alle frivillige, som bidrager til, at Hejnsvig er en by med fællesskab og udvikling. Husk at dåserne stadig skal afleveres i containere ved Brugsen og ved skolen – Ann Charlotte har lovet at bidrage med hendes, så skrot fortsat kan blive til guld for vores frivillige.

Med venlig hilsen

Ann Charlotte Gaardsvig Vilstrup, borgmesterkandidat, S
Arne V. Thomsen, byrådskandidat, S