Læserbrev: Hvad med Campus?

Kris Jensen Skriver, Gruppeformand for Socialdemokratiet i Billund Kommune


Vi tager det efterhånden som en selvfølge, at vi har et stærkt Campus i Grindsted. Det er sådan set meget godt, for det viser, at Campus har manifesteret sig som en stærk fælles institution for ungdomsuddannelserne.

Imidlertid er det også farligt, da det godt kan betyde, at man kommer til at hvile på laurbærrene. Det skal vi passe på med. Det er nemlig utrolig vigtigt for kommunen og for Grindsted, at vi har et stærkt Campus.

Det er vigtigt, at kommunen er en aktiv medspiller således, at Campus fortsat har gode muligheder for udvikling. I en ny byrådsperiode vil jeg arbejde for, at kommunen er særdeles aktiv for en fortsat udvikling af Campus. Skulle der eksempelvis opstå mulighed for at få flere uddannelser til kommunen, så skal vi slå til. Vi skal desuden gøre, hvad vi kan for, at det er attraktivt for de unge at være i Grindsted.

Det kan eksempelvis gøres ved, at vi får styrket ungerådet, så de unge får en stærk stemme. Derudover skal vi sørge for, at der er muligheder for ungeliv omkring Campusområdet. Dette kunne eksempelvis være i anlægget, hvor man kunne skabe attraktive opholdssteder. Jeg vil i et nyt byråd arbejde for, at Campus fortsat er et markant fyrtårn for Billund Kommune!

Venlig hilsen
Kris Jensen Skriver, Grindsted, byrådskandidat for Socialdemokratiet