Læserbrev: Kære borgmester

Jonna Jul Gudmundsen. Formand for BUBL Sydjylland. Foto: bubl.dk


Vi er i BUPL Sydjylland mildest talt rystede over borgmester Ib Kristensens (V) læserbrev på BillundOnline torsdag.

Her skriver han, at når det i et TV Syd indslag fremgår, at pædagoger i Billund Kommunes daginstitutioner er alene med 17-25 børn, så handler det ikke om normering, men om dårlig planlægning.

Kære borgmester. Hverdagen i mange daginstitutioner svarer til, at man har tre sæt tøj og skal klæde fire børn på. Man må låne og dele, og selv om man gør sit bedste for at holde alle børn varme, så er der ingen af børnene, der får et helt sæt tøj på. Det handler ikke om dårlig planlægning. Det er bare en umulig opgave.

Når det i tv-indslaget fremgår, at pædagoger i løbet af dagen er alene med 17-25 børn, så er det ikke tal grebet ud af den blå luft. BUPL gennemførte i februar-marts 2017 en alenetidsundersøgelse blandt medlemmer på 0-6 års området. I Billund Kommune svarede over halvdelen af pædagogerne, at de på en tilfældig dag oplevede at være alene med den samlede børnegruppe. I gennemsnit var de alene med 17 børn i 44 minutter. Vi er enige med borgmesteren så langt, at dette ikke er tilfredsstillende. Men at sige, at det ikke handler om normeringer, er efter vores opfattelse helt forkert.

Forældre, pædagoger og BUPL har gennem flere år påpeget, at der er for få voksne i daginstitutionerne i Billund Kommune. Dette understøttes af den seneste rapport fra KORA, der viser, at Billund Kommune er blandt de kommuner i landet med den dårligste normering. Heller ikke i de nyeste tal fra Danmarks Statistik (som dog er mangelfulde) ligger børnenes hovedstad prangende i normeringsstatistikken. Langt fra endda. Normeringerne presses yderligere af, at kommunen har indført en modulordning, som betyder, at det samme personale skal dække vagter tidligt og sent.

Det er for let for Ib Kristensen blot at pege på dårlig planlægning. Lederne gør deres absolut yderste med de ressourcer, de har. Det bør man anerkende i Billund Kommune.

Borgmesteren citerer mig i øvrigt for at have sagt, at ”BUPL er tilfreds med Billunds budget 2018”. Det er nu ikke helt rigtigt. Jeg skrev, at det er positivt, at kommunens dagtilbud nu får tilført ekstra midler. Det er jeg stadig positiv overfor.

Bedre forhold for børnene i vores institutioner kræver nemlig flere penge. For det handler om bedre normering, ikke om planlægning.