Læserbrev: Der skal ryddes op efter Grindsted-forureningen!

Vi glæder os over den nyhed, der netop er kommet om, at Region Syddanmark nu er klar til at prøve forskellige metoder af for at se, hvordan der kan renses op efter forureningen i Grindsted på de steder, hvor der skal renses op.

Forureningen i Grindsted er særlig, da den løber under en by, og vi vælger klart at se det positive i, at vi nu kan komme videre. For os som lokalvalgte medlemmer af Folketinget er det en vigtig milepæl, men vi er meget bevidste om, at det ikke stopper her.

For det klare endemål er oprydning. I det lys er det særdeles positivt, at man nu kan undersøge forskellige metoder, men vi er også meget bevidste om, at der skal penge til, hvis vi skal nå den næste milepæl.

Det hjælper ikke noget, at man finder frem til den rigtige metode, hvis midlerne efterfølgende ikke er der til at få metoden sat i værk. Derfor vil vi arbejde for, at der også fremadrettet afsættes de nødvendige midler.

Det er helt afgørende, at den forurening, der er i vores område, fortsat bliver sat på dagsordenen i Christiansborg. Derfor har vi haft miljøminister Magnus Heunicke på besøg i denne periode, og sidst på måneden kigger vores partiers miljøordførere forbi for at høre nærmere.

Grindsted-forureningen kommer kun i fokus på Christiansborg med lokale kræfter, og vi vil arbejde videre for, at det sker!

Venlig hilsen

Kris Jensen Skriver og Anni Matthiesen, folketingsmedlemmer for henholdsvis Socialdemokratiet og Venstre, valgt i Vejen-kredsen.