Læserbrev: Der skal være mulighed for at leve livet – hele livet

Hvor vil jeg gerne bo og hvordan vil jeg gerne betragtes, når jeg bliver gammel? Når jeg ikke længere har mulighed for at fortsætte tilværelsen i min egen bolig, hvor jeg dagligt har nydt min udsigt til markerne og fulgt med i årstidernes skiften, som jeg holder så meget af?

Først og fremmest vil jeg gerne ses som et menneske. Et menneske der fortsat holder af at se på fuglene fra mit vindue i mit nye hjem, og hvor det er helt ok at bede om en øl til min frokost, eller holde en stor fødselsdag for min familie på mit plejehjem, og hvor det er mig selv der bestemmer menuen.

Hidtil har vi haft en lovgivning, hvor de ældres liv har taget udgangspunkt i standarder, og hvor den leverede kvalitet defineres som summen af behandling og professionel pleje. Men de politiske og kommunale rammer passer ikke altid til den enkelte ældres behov.

I jagten på at standardisere området, har vi helt glemt at livskvaliteten også skal følge med. Vores forskelligheder og særinteresser behøver ikke at ophøre, fordi vi bliver ældre og ikke kan fortsætte tilværelsen i vores eget hjem.

For at vi kan vende den udvikling, er der skabt en ny type af plejehjem, lokalplejehjem, som kommunerne kan vælge at oprette eller omdanne nuværende plejehjem til. Et lokalplejehjem, som ejes af kommunen, men som styres af selvstændige bestyrelser. Det giver større mulighed for at tilpasse plejen til den ældres behov, uden unødig kommunal detailstyring.

I Moderaterne Billund håber vi, at der bredt er en politisk vilje til at etablere lokalplejehjem, på udvalgte plejehjem i vores kommune. Hvor de ansatte kan være med til at skabe et hjem for Jens, Johannes og Marie. Hvor den ældre får mere selvbestemmelse og nærhed i deres pleje. Og hvor medarbejderne kan yde en omsorg, der sætter mennesket forrest.

Vi skal hylde forskellighederne hele livet, og der skal være mulighed for at leve livet hele livet.

Med venlig hilsen

Gitte Bjerremand Andersen

KV25 kandidat Moderaterne Billund kommune