Læserbrev: Derfor skal madaffald ikke længere laves til biogas lokalt

En grønnere affaldssektor kræver også en mere konkurrencedygtig affaldssektor. Vi arbejder løbende med at styrke genanvendelsen af dansk affald og for få mere cirkulær økonomi i Danmark. Derfor blev det i 2022 vedtaget, at vi ikke skal have kommunalt ejede selskaber, der driver behandlingsanlæg for affald.

Først og fremmest fordi der er tale om en interessekonflikt, når kommuner både fungerer som myndighed og samtidig ejer og driver affaldsforbrændingsanlæg. Grundlæggende har det ikke betydning for hverdagslivet for borgerne, da man som husholdning fortsat sorterer affald, og der bliver også stadig produceret biogas i Danmark.

Der har i de lokale medier været fokus på, at det er ærgerligt, at man ikke har bevaret produktionen på biogasanlægget i Grindsted – og vi har naturligvis forståelse for, at man har været glade for Billund Vand & Energi, ligesom vi anerkender den store indsats, der er lavet lokalt for at sikre genanvendelse af madaffald.

Sagen er dog den, at vi skal have sund konkurrence på affaldsområdet, herunder også på madaffaldsområdet, og udbud sørger for at flere kan byde ind og løse opgaverne med behandling og sortering af genanvendeligt husholdningsaffald.

Vi har løbende haft drøftelser med de respektive ordførere på området, hvor der har været gode drøftelser omkring hvorfor sagen faldt ud som den gjorde. På disse møder har vi naturligvis bragt det lokale perspektiv ind på bordet.

På den positive side kan man sige, at det at vi har sundere konkurrence på affaldsområdet også kan gøre det billigere at være forbruger, da de mest effektive og billige løsninger typisk jo vil vinde udbuddet.

På den lange bane er det fornuftigt, at vi har styrket konkurrencen i forhold til håndteringen af madaffald, da det både åbner op for billigere løsninger for borgerne – også i Billund kommune og en mere effektiv affaldssortering.

Venlig hilsen

Anni Matthiesen, Krogager MF for Venstre og Kris Jensen Skriver, Grindsted, MF for Socialdemokratiet