Læserbrev: Det er noget BØVL

Frede Nørskov, Socialdemokratiet


Fredag morgen startede med Erhvervsfremme hos Westphals Fabrikker A/S i Bøvl allerlængst mod nord i kommunen.

De producerer en række produkter indenfor kosmetik. De leverer under andre firmaers navn til hele Danmark og til en stor del af Verden.

I den tidligere folkeskole i Bøvl har Westphals i næsten 50 år leveret til utallige hjem, de er en mindre virksomhed med 15 ansatte og ca. 200 selvstændige sælgere.

Indtil for 1½ år siden havde virksomheden ingen internetforbindelse, men Doris Westphal betalte selv for fibernet – MEN dækningen til mobiltelefoner er stadig nærmest ikke eksisterende. Vi var godt 20 besøgende, som hver især kunne konstatere den manglende dækning. Det er der ingen virksomhed, som kan leve med i dag.

Hvorfor flytter de så ikke bare til Billund eller Grindsted?

Billund byråd besluttede sidste år en Landdistriktspolitik, hvor vi bl.a. slår fast, at vi ønsker udvikling i hele kommunen – også i landdistrikterne.

Det kan det ikke være rigtigt, at en virksomhed, som bl.a. har slået sig op på en Story Telling om den lille idylliske virksomhed på landet, skal presses til at flytte.

Vi er nogle som flere gange har forsøgt at få Billund kommune til at finde en løsning, men vi er hver gang blevet mødt med, at kommunen ikke må blande sig, og at teleselskaberne er ved at undersøge dækningen – det nye byråd må vise mod og initiativ på dette område – også selv om det måtte betyde civil ulydighed – vi kan ikke være andet bekendt.

 

Venlig hilsen

Frede Nørskov, Billund, byrådsmedlem og -kandidat for Socialdemokraterne