Læserbrev: Er “Et Enigt Byråd” blevet et succeskriterie?


Tonen på internettet er et stort debatemne for tiden. Nogle bruger et uhensigtsmæssigt sprog, nogle går efter manden i stedet for bolden. Andre trækker sig helt fra debatten.

Men debatten er vigtig. Både i samfundet generelt og i lokalpolitik.

I et repræsentativt demokrati som vores, hvor enkeltpersoner varetager politiske beslutninger på vegne af flere tusinde borgere, er det vigtigt at debatten foregår offentligt. Det er vigtigt, fordi borgerne skal have et solidt grundlag at vælge deres politiske repræsentant på.

Når byrødderne er valgt, skal de varetage mange beslutninger som vedrører borgerne og kommunens mange ansatte. Alle beslutninger har således en betydning for rigtige mennesker. Og i nærdemokratiet gælder det de mennesker, der er tæt på os.

Men så er det, at det er vigtigt at huske, at den offentlige debat stadig er afgørende. Vi kan ikke stoppe samtalen om vores kommunes fremtid, fordi vi er bange for at støde nogle. Vi kan ikke vægte venskabet højere end det politiske arbejde. Politik er et stort ansvar. Her skal der være plads til, at meninger både mødes og brydes.

Jeg har gennem længere tid fulgt med i byrådsmøderne via Billund Kommunes hjemmeside – og her vil jeg gerne fremhæve en lokalpolitiker, som jeg går og er lidt fan af. Mogens Jørgensen formår virkelig at bringe en god debat op til byrådsmøderne. Og selvom han på papiret tilhører et landspolitisk parti, så er det klart for enhver, at han er helt sin egen.

Jeg håber, at den kommende valgkamp åbner op for meget mere af den slags debat, som Mogens Jørgensen også har været med til at starte i byrådet. En åben dialog, hvor sagerne bliver vendt på alle ledder og kanter.

Det er i den åbne debat, hvor vi ser argumenterne stå overfor hinanden, at vi bliver klogere på vejen frem.


Med venlig hilsen
Coco Kjærgaard, Kandidat til kommunalvalget for Lokalpolitisk Forum – Billund Kommune