I mandags deltog jeg i indvielsen af det nye lukkede fængsel i Sønder Omme. Med 200 nye pladser er det nu Danmarks største fængsel.
Det kan lyde mærkeligt at bygge flere pladser, når kriminaliteten falder. Men virkeligheden er, at straffene er blevet længere – og fængslerne er pressede.
Alt for mange varetægtsfængslede sidder i dag og venter på en fængselsplads efter deres dom i arresterne.
Det betyder afsoning under fortsat skrappere forhold, hvor de ikke kan komme ordentligt i gang med arbejde, uddannelse eller behandling. Det slider på mennesker – og på de ansatte, der hver dag skal håndtere frustration og uro, og derfor er flere pladser en god ide.
Mon ikke, der igen kommer en debat om, at det nybyggede fængsel er et luksushotel. Den har vi hver gang, vi bygger nyt.
Til det vil jeg sige, at nyt er bygget med sikkerhed og resocialisering for øje, hvilket ikke kun skaber bedre forhold for de indsatte, men i høj grad også for de ansatte, som arbejder der.
Fx har cellerne eget toilet, hvilket mange af de gamle fængsler og arrester ikke har. Det er et spørgsmål om værdighed, for når indsatte skal lukkes ind og ud for at komme på toilet, skaber det stress, ventetid og risiko for konflikter, når medarbejderne har travlt.
Et fængsel er ikke et hotel. Men det skal være ordentligt. Værdighed, sikkerhed og gode rammer er ikke luksus – det er sund fornuft. Også bag mure og hegn.
Venlig hilsen
Karina Lorentzen, retsordfører for SF, valgt i Sydjylland, Kolding


