Læserbrev: Fremmer den nye modulordning vores børns trivsel og udvikling?


Vi stiller os undrende overfor referatet fra Børne- og kulturudvalgtes møde, vedrørende behandling af forslaget om ressourcetildelingsmodellen.

Børnehaven skal have åbent fra 06:00 – 18:00, det vil sige 10 timer mere pr. uge end nu. Hvis der er få børn i ydertimerne, betyder det, at normeringen pr. barn er meget høj i disse tidsrum og, at denne normering ikke er til stede midt på dagen, hvor børnetallet er højt. Ressourcerne skal dermed strækkes ud over en længere del af dagen. Dette mener vi som forældrene ikke er i orden!

Bestyrelsen sætter spørgsmålstegn ved behovet for de mange moduler. Her udtrykker vi stor bekymring for, om det vil gå udover den i forvejen lave normering. Forældre kan tilkøbe færre timer og kan normeringen så blive endnu lavere end den i forvejen er?

Billund Kommune udtrykker, at modulordningen skal skabe fleksibilitet i valget mellem de forskellige moduler. Samtidig skal modulerne suppleres med regler og principper, der understøtter en sammenhængende hverdag for børnene. Vi mener ikke, at de mange valg af moduler er lig med større fleksibilitet – snarere tværtimod.

Der vil komme besparelser for nogle forældre ved den nye modulordning. Vi forældre vil hellere have kvalitet i vores børns hverdag frem for, at spare få kroner og øre på forældrebetalingen. Vil disse besparelser stadig kunne fremme vores børns læring, udvikling og trivsel? Det sætter vi stort spørgsmålstegn ved?

Vi stiller os meget undrende over for, hvorfor Billund Kommune vælger at sende dette i høring når det er helt tydeligt, at modulordningen allerede var besluttet inden høringen?!

På vegne af forældrebestyrelsen – Sdr. Omme Børnehave