Læserbrev: Fritidsklub, inklusion og trivsel

Lilian Alice Petersen. Privatfoto


Visionen om, at alle børn skulle inkluderes i samme klasse, uanset deres faglige niveau og individuelle behov, er blevet til eksklusion af de børn, som har allermest brug for hjælp. Tanken var, at pædagoger og lærere skulle arbejde tværfaglig sammen, for at dette ikke skulle ske. Virkeligheden er den, at en enkelt lærer uden pædagogisk hjælp underviser en klasse med mere end 25 elever. Dette er unægtelig gået ud over trivslen for lærerne, men ikke mindst for børnene.

Hvorfor er der ikke en klub for elever efter 4. klasse, så børnene ikke lades alene om eftermiddagen, mens forældrene passer et arbejde, ikke nødvendigvis for at præstere, men fordi det er et samfundsmæssigt krav og behov.

I en klub ville børnene efter skoletid kunne fortsætte med andre aktiviteter på tværs af klasser, køn og alderstrin. Det kunne f.eks. være sjovt at lave en gyserfilm, spille bold uden at skulle ”præstere” for på den måde at opnå gode relationer socialt med hinanden – og meget andet. Dette har man i andre byer stor succes med.

Skulle vi ikke i Billund Kommune – Børnenes Hovedstad – som vi gerne vil promovere os med – kunne gøre det meget bedre i forhold til miljø og trivsel for børnene?

 

Venlig hilsen

Lilian Alice Petersen, Grindsted