Læserbrev: Kære borgere i Billund kommune


Vi er et mindre parti, med fire stærke kandidater som ønsker at gøre en forskel for hele kommunen – og tænke i helheder.

Vi kommer med bred dækkende faglig baggrund, med kandidater med indblik i den offentlige forvaltning / det adm. system og stor foreningserfaring.

Vi ønsker at sætte en ny dagsorden, ikke mindst for de ansatte i kommunen – høj som lav – dem “på gulvet” og dem i adm. stillinger – vi ønsker at sætte dem fri via nærvær, ansvarlighed og ordentlighed. Respekten i alle aspekter skal genskabes – trivsel kan ikke måles – det kan mærkes.

Vi anerkender det arbejde som borgmester Ib Kristensen har udført gennem mange år – sikker økonomisk styring og kurs. Vi mener tiden er inde til at sætte en ny kurs og vi vil gerne være tovholder for retningen.

Visionerne omkring Børnenes hovedstad skal omsættes til konkrete handlinger. Normeringer, inklusion, antal elever per klasse, 2-voksen ordning, kompetencedækning – vi skal turde stå på mål for vores ambitioner og sigte højt.

Vi skal give vores ældre medborgere en værdig pleje på vores plejecentre – og dette skal skabes ved stærk lokal ledelse og et personale i trivsel ved at give dem flere ressourcer (personale) og derved større arbejdsglæde og faldende sygefravær.

Mange andre kandidater melder nu ud, at de er kandidat for den og den by…. tankevækkende og samtidig også lidt skræmmende at vi i 2017 ikke er kommet længere omkring samskabelse af vores fælles kommune – vi ønsker at gøre op med sognerådskultur – der skal tænkes i helheder.

Alle byer i kommunen har noget unikt at byde ind med – det er ikke et spørgsmål om enten eller – men både og!

Håber at I vil give os muligheder for at være med til at sætte dagsordenen efter d. 21. november?

 

Med venlig hilsen

Ulrich Kristensen, Byrådsmedlem for Radikale Venstre i Billund Kommune