I Billund Kommune har vi allerede gode tilbud til borgere med demens og deres pårørende. I dag findes der dagtilbuddet Sinne Gas i Billund, hvor borgere med demens kan få støtte, tryghed og gode oplevelser i hverdagen.
Men nogle gange skal man også se på området med nye øjne. Derfor er vi nysgerrige på at gentænke og overveje, hvordan dagtilbuddene kan gøres mere fleksible. Som reglerne er i dag, kræver det visitation at få adgang til Sinne Gas, og beboere på f.eks. Billund Plejehjem kan ikke benytte tilbuddet. Det betyder, at nogle borgere, som kunne have stor glæde af fællesskab og aktiviteter i dagtimerne, i stedet må blive hjemme.
Vi ønsker derfor at undersøge, om vi i Billund Kommune kan skabe mere åbne og fleksible dagtilbud på tværs af eksisterende tilbud, eventuelt med færre krav til visitation. Det kunne betyde, at flere borgere med demens får mulighed for at deltage i meningsfulde aktiviteter, og at de pårørende får et velfortjent pusterum i hverdagen.
Ja, det kan kræve lidt flere hænder i dagtimerne, men det kan også være en lille investering, der på sigt giver stor værdi, både for den enkelte borger og de pårørende. Hvis vi kan skabe rammer, der både gør, at borgere med demens kan blive længere i eget hjem og at beboere på plejehjemmene får en mere aktiv og meningsfuld hverdag med højere livskvalitet, har vi alle vundet noget vigtigt.
Samtidig må vi ikke glemme, at de fysiske rammer også skal følge med. Sinne Gas er et populært tilbud, men pladsen er begrænset. Måske skal vi på sigt se på muligheden for at etablere et lignende sted i Grindsted. Og her er det vigtigt, at både beboere og pårørende føler sig set og hørt i processen.
Vi håber, at dette kan være starten på en dialog om, hvordan vi kan udvikle kommunens tilbud til borgere med demens, så de får endnu mere tryghed, nærvær og livskvalitet i hverdagen.
Med venlig hilsen
Stephanie Storbank og Ulrich Kristensen, kandidater til kommunalbestyrelsen i Billund kommune KV25.



