I Billund Kommune har vi stærke lokalsamfund med engagerede borgere og frivillige. Men én udfordring går på tværs af bygrænser: Det skal være lettere at komme rundt – også uden egen bil.
Skal det fortsat være attraktivt at bo i Vorbasse, Hejnsvig, Filskov, Sønder Omme eller Stenderup-Krogager, må vi tænke mobilitet på en ny måde. Ikke som noget, der styres centralt, men som noget, vi skaber sammen. I Moderaterne mener vi, at fremtidens transport i landdistrikter og mindre byer skal være borgerdrevet.
Vi foreslår at støtte lokale samkørselsordninger, delebilsprojekter og fleksible løsninger, hvor borgerne selv er med til at bestemme, hvornår og hvor transporten kører. Det kan være frivillige kørselsordninger til ældre, køregrupper for unge eller digitale platforme for samkørsel i hverdagen. Alt sammen baseret på tillid, fællesskab og lokal handlekraft.
Vi ønsker også at oprette en kommunal mobilitetspulje, som lokale grupper og foreninger kan søge til deres egne transportprojekter. For vi tror på, at dem, der kender virkeligheden, også bedst ved, hvad der virker.
Når vi giver lokalsamfundene redskaberne til selv at løse mobilitetsudfordringerne, skaber vi ikke bare bedre transport – vi styrker også det lokale fællesskab.
Frihed og muligheder skal ikke afhænge af postnummer. Derfor skal vi i fællesskab binde Billund Kommune bedre sammen – én borgerdrevet transportløsning ad gangen.
På vegne af Moderaterne i Billund kommune
Gitte Bjerremand Andersen, spidskandidat KV25