Læserbrev: Lokalplejehjem er en dårlig idé

På sidste møde i Voksenudvalget havde vi en drøftelse af ”lokalplejehjem” på vores dagsorden.

Formålet med et lokalplejehjem er i følge den politiske forligskreds på Christiansborg, at skabe større lokal handlefrihed og innovation i plejesektoren. Og dermed give mulighed for mere diversitet og valgfrihed for ældre borgere, der er i målgruppen for at komme på et plejehjem.

Et lokalplejehjem skal etableres som et aktieselskab, der er 100% ejet af kommunen, og plejehjemmet skal have en selvstændig og professionel bestyrelse. Det er stadig kommunen som står for visitationen, forsyning og finansiering, samt har den overordnede kontrol gennem generalforsamlingen og det generelle kommunale tilsyn med selskabet.

Der er også krav til bestyrelsens sammensætning og kompetencer generelt. Der er bl.a. krav om, at den har kompetence inden for selskabsdrift, forvaltning og jura, strategi og ledelse og pleje- og sundhedsfaglighed.

Jeg synes idéen med lokalplejehjem er en dårlig idé og bare et ekstra lag vi ikke har brug for. Man skal ud og finde frivillige til at træde ind i bestyrelsen, samtidig med at man har ret skrappe krav til kompetencer, som bestyrelsesmedlemmer skal have. Jeg tror det vil være med til at skræmme mange interesserede væk. Det er allerede i dag svært at skaffe frivillige.

I stedet for at tilføje et ekstra led i tilbuddet af plejehjem, så lad os beholde strukturen med kommunale plejehjem og friplejehjem, så man stadig har valgfriheden, og så sætte de kommunale plejehjem fri, og fjerne mange af de rigide regler og bureaukrati, så de kan koncentrere sig om, at yde en tryg og omsorgsfuld pleje af vores ældre medborgere.

Det er sund fornuft!

 

Med venlig hilsen

Allan Munk Nielsen

Byrådsmedlem, Billund Kommune

Det Konservative Folkeparti