Læserbrev: Jeg er elefanten i rummet og jeg er stolt af det

Jeg er elefanten i rummet. Og jeg elsker at være det for det giver andre noget at snakke om.

Nu hvor kommunalvalget nærmer sig, vil mange kandidater bringe forskellige emner på banen. Men behøver det altid være det negative, der fremhæves? Jeg synes, vi skal huske, at der også sker gode tiltag i Billund kommune.

Jeg vil gerne slå et slag for frivillighed og for Billund Kommunes vilje til at inddrage ”elefanterne”. Altså os, man tidligere måske kun snakkede om, men nu snakker med og lytter til. Intet kan ændres med et penselstrøg. Men jeg oplever, at både udvalg og ledelse i kommunen i dag aktivt lytter til de borgerråd og fokusgrupper, som bliver nedsat. Det er en udvikling, der fortjener ros.

At lytte til borgerne er nemlig også at fremtidssikre kommunekassen. Vi, der har førstehånds erfaringer, ved ofte, hvordan ting kan gøres bedre uden at det nødvendigvis koster mere.

Når nye borgerråd og fokusgrupper startes, kan du se det på Billund Kommunes Facebookside. Her vil jeg anbefale alle at hoppe med på vognen, hvis man har viden eller erfaringer inden for emnerne.
Jeg selv har siddet i det selvstyrende teams borgerråd, i fokusgruppen for unge, uddannelse og erhverv og jeg deltager også i Borgeren ved roret, samt handicaprådet. Alle sammen steder, hvor borgernes stemme faktisk bliver hørt.

Man behøver ikke stille op til byrådsvalg for at få indflydelse. Det kan man også få gennem råd, fokusgrupper, foreninger, Ældresagen, klubber eller Danske Handicaporganisationer, som jeg selv er aktiv i.

Det er helt okay at brokke sig. Men hvis man virkelig vil flytte noget, så er frivilligt arbejde meget sjovere for sofaen er ligeglad, uanset hvor højt man råber.

Venlig hilsen
Frank Mikkelsen, Grindsted