Læserbrev: Når algoritmerne styrer samtalen – og politikken mister pusten

Jeg stiller op til kommunalvalget i Billund Kommune, fordi jeg tror på lokalpolitik som noget nært, ærligt og udviklende. Men jeg må også erkende, at det bliver sværere og sværere at føre reel politisk samtale. Sociale medier har overtaget debatten – og det har konsekvenser.

I dag handler politik alt for ofte om likes, hurtige reaktioner og algoritmer, der belønner det ekstreme. Den demokratiske samtale er udfordret af hård tone, ekkokamre og krav om at være online 24/7. Det kan ikke være sundt – hverken for politikere eller borgere.

Folketinget har selv sat fokus på problemet og afholdt høring om, hvordan vi kan genoprette en mere konstruktiv samtale på sociale medier. Professor Vincent F. Hendricks har peget på, at Tech giganterne i praksis styrer, hvad vi opfatter som sandt og falskt – og at vi risikerer at miste en hel generation af vælgere, hvis vi ikke tager det alvorligt.

Som lokalpolitiker oplever jeg, at de vigtige samtaler – om børn, ældre, beskæftigelse og fællesskab – drukner i støj. Vi skal tilbage til det nære. Til dialogen på torvet, i foreningslivet og i lokalavisen. Vi skal turde tage de lange samtaler, hvor vi ikke nødvendigvis er enige – men hvor vi lytter og lærer.

Jeg foreslår:

– At vi som kommune skaber flere fysiske rum for demokratiske samtaler – fx borgercaféer, åbne temamøder og dialogfora.

– At vi som kandidater forpligter os til at deltage i ægte samtaler – ikke kun poste slogans.

– At vi som samfund tør tage debatten om Tech giganternes rolle og algoritmernes magt.

Demokratiet skal ikke være en kamp om opmærksomhed. Det skal være en samtale om fælles ansvar.

 

Venlig hilsen

Ole Marcussen, Grindsted, kandidat til kommunalvalget 2025 for Socialdemokratiet i Billund Kommune