Når handicapområdet igen fylder for lidt i valgkampen, skyldes det ikke manglende betydning, men manglende politisk prioritering.
I går var jeg inviteret på cola og kage hos Troels. Han er 31 år og bor på et botilbud, fordi han lever med et handicap. Troels følger med i verdenssituationen, har styr på politiske fakta og klare holdninger til samfundet omkring sig.
Men han er også frustreret. Frustreret over, at handicapområdet igen mødes med politisk stilhed, også midt i en valgkamp. Troels bor et godt sted, som han selv siger. Men han savner at blive udfordret. Som han formulerede det under vores samtale: “Alle bliver puttet i en kasse. Tilbuddene er ikke indrettet til, at alles potentialer kan blive udviklet. Så bliver alle tabere.”
Den frustration deles af mange familier. Når mere end halvdelen af de påklagede sager inden for området ændres i Ankestyrelsen, er det et tydeligt tegn på et system, der ikke fungerer godt nok. Alt for mange familier bruger deres kræfter på at kæmpe for hjælp, som lovgivningen allerede giver dem ret til.
Der er nu flertal for at undersøge en forvaltningsdomstol, som kan sanktionere kommuner, der bryder loven på handicapområdet. Jeg forstår ønsket. Retssikkerhed er vigtig. Men en forvaltningsdomstol alene retter ikke op på et system, der strukturelt er helt i knæ.
Hvis vi virkelig vil rykke handicapområdet, kræver det en politik, der investerer tidligere, ser potentiale før begrænsninger, tænker fleksibilitet ind i uddannelse og arbejde og måler succes i livskvalitet og deltagelse – ikke kun i budgettal.
Som Troels sagde til mig: “Alle har noget at bidrage med.” Det burde være et udgangspunkt i dansk politik.
Hvis handicapområdet fortsat mødes med stilhed i valgkampen, er det ikke fordi det ikke betyder noget for mennesker, men fordi for få politikere gør det til en reel prioritet.
Venlig hilsen
Gitte Bjerremand Andersen, Grindsted, Folketingskandidat for Moderaterne, Sydjylland