Billund Kommune har netop opstartet en arbejdsgruppe omkring peer-støtte, og intentionen om at inddrage mennesker med egne erfaringer fra sygdom, handicap, psykiske lidelser eller misbrug er i udgangspunktet både sympatisk og fagligt relevant.
Peer-støtte kan være en stor ressource. Mennesker, der selv har levet med udfordringer, kan ofte skabe en særlig form for forståelse, tillid og håb hos andre i lignende situationer. I mange lande er peer-arbejde i dag en anerkendt og vigtig del af social- og psykiatriområdet.
Netop derfor er det også vigtigt at stille det kritiske spørgsmål allerede nu:
Er peer-støtte i Billund tænkt som en lønnet funktion – eller risikerer vi at ende med at bruge sårbare borgere som frivillige i faste skemaer, mens ansatte i samme sektor får løn for tilsvarende arbejde?
For der er en afgørende forskel på frivillighed som supplement og frivillighed som erstatning for lønnet arbejde. Hvis peer-rollen indebærer faste vagter, ansvar for andre mennesker og deltagelse i kerneopgaver i driften, så er det reelt arbejde. Og så er det problematisk, hvis netop mennesker med egne livsudfordringer forventes at udføre det gratis.
Jeg reagerer personligt på det her, fordi mange af de mennesker, man påtænker at bruge som peers, allerede har haft et helt liv i jobcenter-systemet med praktik, arbejdsprøvninger, ressourceforløb og “afklaringer” uden løn – ofte med løfte om job eller afklaring, som aldrig rigtigt kom.
For mange af os lugter det her derfor af det samme mønster i nyt sprog. Før hed det “aktivering”. Nu hedder det “frivillig peer” og “empowerment”. Men for kroppen og økonomien er konsekvensen den samme: arbejde uden løn, ansvar uden rettigheder.
Der opstår samtidig en skæv magtbalance. Mange sårbare borgere vil gerne være “nyttige”, føle sig inkluderet og bidrage – og kan have svært ved at sige nej, også selvom opgaven reelt er for belastende eller burde være lønnet.
Man risikerer dermed, måske ubevidst, at sende et signal om: “Du er god nok til at arbejde – men ikke god nok til at få løn.” Det er ikke empowerment. Det er strukturel udnyttelse forklædt som inklusion. Min bekymring er derfor ikke peer-idéen i sig selv – tværtimod!
Min bekymring er hvordan den implementeres. Hvis Billund Kommune vil gå seriøst ind i peer-arbejde, bør det ske med klare rammer, uddannelse og supervision – og som udgangspunkt løn for det arbejde, der udføres.
Ellers risikerer vi, at et projekt, der burde handle om værdighed, anerkendelse og ligeværd, ender med at blive endnu en model, hvor mennesker, der i forvejen er slidt af systemet, igen bliver dem, der skal bære velfærden gratis.
Og ærligt talt:
Mange af os har allerede bidraget rigeligt gratis gennem et liv i systemet. Det er ikke urimeligt at sige, at nu må det være systemets tur til at tage ansvar – også økonomisk.
Venlig hilsen
Frank Mikkelsen, Dansk Folkeparti, Billund kommune