Hvilke værdier er fundamentet for Billund – og hvordan kan kirke, kommune og lokalsamfund blive endnu bedre sammen? Det er omdrejningspunktet, når Grene Menighedsråd sammen med biskoppen inviterer til fyraftensmøde i Billund Centret torsdag den 19. februar 2026 kl. 16.30-18.00.
Ifølge provst Peter Fredensborg er samtalen både aktuel og nødvendig i en by, der er formet af mere end én fortælling:
– Billund er bygget af mere end LEGO. Men LEGO har på mange måder formet byen. Billund er en multikulturel og flerfarvet by, der samtidig er udfordret på det folkelige fællesskab. Der er brug for en form for lim, der kan knytte folk i byen tættere sammen, siger Peter Fredensborg.
Og netop dén lim, mener provsten, har byens store institutioner et særligt ansvar for at være med til at skabe.
– Skolen, kommunen, kirken og erhvervslivet har med andre ord en fælles opgave med at gøre byen til et trygt og lærerigt og socialt godt og inspirerende sted at bo og arbejde, lyder det fra Fredensborg.
Den fælles opgave bliver foldet ud gennem korte oplæg og dialog med en række lokale stemmer, der hver især repræsenterer vigtige hjørner af Billund:
- Stephanie Storbank, borgmester
- Karin Hindkjær, direktør, Ole Kirk’s Fond
- Monica Skovbølling Kruse, skoleleder, BillundSkolen
- Christian Sørensen, direktør, Global Solutions
- Søren Byskov, fagchef for historie og samling, Museum Vest
Det bliver netop Peter Fredensborg, der indleder mødet sammen med biskop Elof Westergaard, mens menighedsrådsformand Else Marie Madsen afrunder omkring kl. 18.
Fyraftensmødet er åbent for alle, og arrangørerne håber, at mange borgere har lyst til at deltage i samtalen og være med til at lægge endnu en brik i puslespillet om Billunds fælles fremtid.



