Der har i den seneste tid været debat om, hvorvidt Playful Learning er den rette vej at gå i Billund Kommune. Nogle har stillet spørgsmålstegn ved metoden – og endda antydet, at lærere ikke bør udtale sig positivt om den. Som lærer på Vestre Skole i Grindsted, der var den første skole i kommunen til at arbejde med Playful Learning, vil jeg gerne slå fast:
Playful Learning er en fantastisk måde at undervise på.
Når man som lærer ser elever folde sig ud, samarbejde, tænke kreativt og bruge deres faglige viden i praksis, bliver man stolt. Eleverne lærer ikke bare fag – de lærer at lære, at være vedholdende, at samarbejde og at tro på deres egne ideer.
Playful Learning – eller legende læring – betyder ikke, at man bare leger for sjov. Det handler om at bruge legens kvaliteter til at skabe dybere læring, engagement og glæde. Undervisningen bliver tilrettelagt, så eleverne lærer gennem undersøgende, kreative og virkelighedsnære aktiviteter, fremfor kun gennem traditionel tavleundervisning.
Læreren er ikke længere kun formidler, men facilitator og vejleder, der hjælper eleverne med at udforske deres egne ideer. Det giver dem ejerskab over læringen og skaber et fællesskab, hvor alle bidrager med noget unikt.
I folkeskolens formålsparagraf stk. 2. står der at ”Folkeskolen skal udvikle arbejdsmetoder og skabe rammer for oplevelse, fordybelse og virkelyst, så eleverne udvikler erkendelse og fantasi og får tillid til egne muligheder og baggrund for at tage stilling og handle.”
Det er præcis dét, vi gør, når vi arbejder med Playful Learning. Vi lever op til folkeskolens ånd – og til Vestres vision om en skole, hvor børn lærer at tage ansvar, tænke selv og tro på deres egne evner.
Jeg har selv oplevet elever bygge et Harry Potter-univers, hvor de lavede boder, koste og tryllestave – et projekt, hvor dansk, matematik, håndværk og naturfag gik op i en højere enhed. I et andet forløb byggede eleverne deres egne arkademaskiner, som de selv designede og programmerede. Det var ikke bare leg – det var faglig læring i levende form.
Playful Learning bygger på solid pædagogisk forskning, inspireret af mange af de helt store teoretikere gennem tiden. Forskningen viser tydeligt, at børn lærer bedst, når de er aktive, nysgerrige og har det sjovt. De udvikler kreativitet, samarbejdsevner og problemløsning – kompetencer, som erhvervslivet efterspørger, og som vores samfund har brug for.
Playful Learning handler om at ruste vores børn til fremtiden – til et samfund, hvor man skal kunne samarbejde, tænke selvstændigt og være innovativ. Vi former livsduelige unge mennesker, der kan begå sig i de mange praksisfællesskaber, samfundet byder på – hvad enten det er i erhvervslivet, på uddannelsesinstitutioner eller i civilsamfundet.
Derfor bør vi som kommune ikke skamme os over Playful Learning – vi bør være stolte af det. For i Billund Kommune tør vi gå forrest. Vi tør tænke nyt, tro på børnene – og skabe en skole, der bygger på glæde, engagement og læring for livet.
Venlig hilsen
Leif Gull Storbank. Kandidat for Venstre til KV25 i Billund kommune.



