Læserbrev: S-regeringen sætter en stopper for fusioner


Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil har nu sat et midlertidigt stop for fusioner mellem uddannelsesinstitutioner. Dermed trækker hun tæppet væk under alle de uddannelsesinstitutioner, som har brugt rigtig mange ressourcer for at fusionere.

Det gælder eksempelvis de to gymnasier Erhvervsgymnasiet Grindsted og Grindsted Gymnasium & HF, der i over et år har arbejdet på en fusion. Det arbejde skabes der nu massiv usikkerhed omkring.

Når ministeren stopper for fusioner, skaber hun en fortælling om, at fusioner, som den i Grindsted, laves for at centralisere og flytte ledelsen så langt væk fra eleverne og deres dagligdag som muligt. Men det kunne ikke være længere væk fra sandheden, hvis du spørger mig.

Der har i mange år været et faldende antal unge, som betyder, at der ikke længere er grundlag for at have flere forskellige uddannelsesinstitutioner som eksempelvis en handelsskole og et gymnasium i samme by. I stedet for at begge uddannelsesinstitutioner risikerer at lukke, har man i disse byer fundet en løsning ved at fusionere.

Løsninger som disse mener jeg, at man skal understøtte – ikke afvikle. På den måde kan man opretholde et attraktivt uddannelsesmiljø i byer i landområderne ved, at institutioner fusionerer.

Børne- og undervisningsministeren mener, at uddannelser skal være let tilgængelige for alle. Men jeg frygter, at S-regeringens indgreb reelt vil have den modsatte effekt. Man fusionerer ikke for at afvikle uddannelsesmuligheder. Man fusionerer for at bibeholde dem.

 

Venlig hilsen

Anni Matthiesen (V), MF og medlem af børne- og undervisningsudvalget, Krogager