“Jeg troede egentlig, jeg var færdig med at arbejde.”
Det sagde 77-årige Boje, da jeg mødtes med ham for nylig. Han var gået på pension, men savnede hurtigt både mening og fællesskab i hverdagen. Derfor begyndte han igen, som sæsonarbejder i LEGOLAND. Sidste år fejrede han sit 10-års jubilæum.
Boje er langt fra alene. Omkring 140.000 danskere fortryder, at de er gået på pension.
Forleden faldt jeg også i snak med Jens på gågaden i Vejle. Han nærmer sig pensionsalderen efter et langt arbejdsliv.
“Jeg vil egentlig gerne fortsætte lidt endnu,” sagde han. “Bare ikke fem dage om ugen.”
Mange danskere ønsker ikke et brat stop på arbejdslivet. Faktisk foretrækker næsten 7 ud af 10 en gradvis overgang til pension, hvis muligheden var der. Alligevel er pensionssystemet stadig indrettet, som om arbejdslivet er en lyskontakt: Enten arbejder man fuld tid – eller også stopper man helt.
Selvfølgelig skal man kunne trække sig tilbage, når arbejdslivet er slut, og der skal fortsat være gode muligheder for dem, der er nedslidte. Men systemet bør også afspejle virkeligheden i dag.
Derfor foreslår vi i Moderaterne en deltidspension. I de sidste år før folkepensionsalderen skal man kunne gå ned i tid og supplere med en ydelse, man selv disponerer over, uden modregning og uden unødigt bureaukrati.
Pension bør ikke være en envejsbillet ud af arbejdsmarkedet. Nogle vil stoppe helt. Andre vil bare skrue lidt ned. Der skal være plads til begge dele. For seniorlivet er ikke sort-hvidt.
Venlig hilsen
Gitte Bjerremand Andersen, Grindsted, Folketingskandidat (M), Sydjyllands Storkreds.




