Læserbrev: Skal lokale syrere sendes hjem til Assad-regimet?


I JV var der for et par dage siden en tankevækkende artikel, hvor Kontaktens formand Egil Hvid-Olsen udtalte en alvorlig bekymring for herboende syreres fremtid – da der også er nogle af dem, som bliver informeret om, at deres sag genoptages mhp. hjemsendelse.

Uden at kende al juraen (og det tænker jeg ej heller er nødvendig for at have en holdning i denne sag) – oplever jeg, at mange syriske familier virkelig gør en indsats for at få fodfæste på arbejdsmarkedet og mange er i vigtige jobs i industri og servicesektoren. Børnene integreres på bedste vis og lærer dansk på lige fod med de børn, der er kommet til området ”lidt før”. Mange har haft nogle meget turbulente år før og under rejsen til Danmark og er først nu ved at finde fodfæstet igen. Men de kan så nu begynde at frygte for at blive sendt retur til samme diktator, som de var nødtvungne til at flygte fra.

Det bekymrer mig, hvis vi som borgere i Billund Kommune stiltiende blot accepterer, at vore naboer og medmennesker skal ”rives op med rod”. Hvad kan et sådan inhumant menneskesyn ikke føre til? Og hvem bliver de næste, som vi gerne vil have ekskluderet.

 

Med venlig hilsen

Hans Jørgen Skriver, Formand for Radikale Venstre i Billund Kommune