Læserbrev: Sommerpakke til glæde for lokalområdet 


Vi mærker sommersolens varme stråler i disse dage. Snart står ferien for døren, og mange danskere vil igen i år nyde den herhjemme. Vi ser også frem til at kunne få en masse gode oplevelser i Danmark.

Nu er årets Sommerpakke blevet forhandlet på plads i en bred politisk aftale. Endnu engang kan vi se frem til billigere togbilletter, rejsepas og gratis færgeovergange. Der bliver god mulighed for at komme rundt og opleve de mange skønne, danske byer og øer, uden at det koster alverden.

Vi er samtidig meget tilfredse med, at sommerpakken indeholder en økonomisk håndsrækning til de mange erhvervsdrivende, som stadig er ramt af manglende turister. Langt færre rejsende lander i Billund end normalt, og det kan mærkes markant på hele turisme-, hotel- og restaurantionserhvervet her og i hele Trekantsområdet. Derfor er det helt afgørende, at der netop er fokus på de brancher i sommerpakken.

Vi håber på, at vores lokale erhvervsliv kan få glæde af de initiativer, som er i pakken. Restauranter kan blandt andet få op til 35.000 kroner i tilskud til at sikre gode tilbud og lave initiativer, som kan få flere kunder til. Det er godt for både den enkelte restaurant men også for gæsterne.

Der bliver samtidig afsat 178 millioner kroner i en omstillingspulje til særlige ramte erhverv som blandt andet hoteller, restauranter, turismevirksomheder og luftfartsbranchen. Det er midler, som virksomheder inden for de brancher kan søge om til nødvendige ombygninger, bæredygtige tiltag eller kompetenceudvikling af medarbejdere. Vi tror på, at det kan være et godt fundament for, at vores lokale virksomheder kommer til at stå endnu stærkere på den anden side af corona-krisen.

Vi tror på, at sommeren bliver god. At danskerne igen i år rejser ud rundt i Sommer-Danmark.

Samtidig vil vi opfordre til, at vi handler lokalt, der, hvor vi kan. På den måde kan vi hver især hjælpe vores lokale erhvervsliv.

 

Venlig hilsen

Ann Charlotte Gaardsvig Vilstrup, byrådsmedlem og borgmesterkandidat, Socialdemokratiet og Troels Ravn, medlem af Folketinget, Socialdemokratiet