Den 16. nov. har alle + 60 år en ekstra mulighed for at påvirke vilkårene for kommunens ældre borgere. De har nemlig et ekstra kryds til ældrerådsvalget.
Danske Ældreråd har 4 mærkesager
- Økonomi til en værdig ældrepleje
- Forebyggelse, så flere ældre får et godt liv
- Et nært sundhedsvæsen med kvalitet og sammenhæng for borgerne
- Udbredelse af nye boformer til ældre
Vi ser også denne gang i valgkampen, at langt de fleste politikere er ude at tale om bedre forhold for de ældre borgere. Jeg tror alle 4 mærkesager er blevet nævnt, som områder der bør gøres noget ved. Der er desværre ofte lidt forskel på valgløfter og den virkelige verden.
Det vil være det kommende ældreråds opgave at følge op på alle løfterne og være parat til hele tiden at arbejde for vore svageste borgere. Det gælder både dem, der stadig bor i eget hjem, og de der er bor på plejehjem.
Den opgave skal løses i et tæt samarbejde og dialog med kommunens administration og politikere. Det skal også ske i samarbejde med de organisationer der repræsenterer og arbejder for vore ældre borgere. Ældrerådet har i sidste periode lavet arrangementer med Ældre Sagen, Danske seniorer og andre foreninger. Dette for at skabe en dialog, hvor vi i fællesskab skubber mest på for at nå resultater.
F.eks. har Ældrerådet været med til at sikre, at de fleste midler der overgår fra puljemidler til bloktilskud, stadig bruges på ældreområdet. Kommunen har dermed opretholdt mange af de ting, der er sat i gang med puljemidlerne. Ældrerådet var med i processen om udarbejdelsen af demografimodellen, der gerne skal sikre midler til en værdig ældrepleje.
Til valget i år opstiller 16 kandidater til de 9 pladser i Ældrerådet. Alle områder i kommunen er sikret en stemme i det kommende Ældreråd, der er blevet udvidet fra 7 til 9 medlemmer.
Det betyder noget, at vi opnår en høj valdeltagelse. Det bliver bemærket og giver et stærkere mandat.
Venlig hilsen
Gert Hansen, Formand for Ældrerådet i Billund Kommune


