Læserbrev: Træt af trafikkaos i Billunds midtby

Det er svært for beboerne på Ole Kirks Vej at komme til og fra deres egne huse for tiden. Foto: Billund Photo


Der må snart være nogen, der kan tage ansvar for det trafikkaos her på Ole Kirks Vej i Billund. Jeg og de andre på Ole Kirks Vej ved godt, vi ikke skal stå i vejen for fremskridtet, men det er efterhånden snart utåleligt for os som bor og lever her.

En konstant trafik af cementbiler, lastvogne med byggeelementer, stillads mm – og så er der alle de folk, som arbejder på byggeriet, både på parkeringshus og dem, der arbejder på lejlighedsbyggeri. De skal åbenbart parkere modsat kørselsretningen, så de store lastbiler, cementbiler m.m kan ikke komme rundt.

Der køres på fortovet, hvor alle fliser er knust. Fliserne er lagt om én gang, men ikke engang en uge holdt det. De er atter knust og vejskilte er kørt ned. Vi som beboere kan næsten ikke komme ud med trailer eller med campingvogn. Hvis vi har gæster, kan de ikke parkere her. For ikke at tale om støjen, der starter før det bliver lyst, og radioen der står på byggeriet kører på fuld styrke nogle dage og også sent om lørdagen.

Jeg kunne godt tænke mig, at alt den omkørsel, der finder sted og har gjort rigtig længe, blev lavet om til alt indkørsel til gaden forbudt – med undtagelse af dem, der bor her og selvfølgelig byggematerialer. Alt andet skal væk! Hvorfor ikke give arbejderne et parkeringskort til parkeringshuset, så ville det blive meget nemmere for lastbilerne og for os som bor og lever her?

Det er ærlig talt ikke let at være Billundborger i denne tid.

 

Venlig hilsen

Marian Christiansen, Ole Kirks Vej, Billund