Læserbrev: Udflytningen af statslige arbejdspladser er en succes

Folketingsmedlem for Venstre, Anni Matthiesen fra Krogager.


Den rekordstore udflytning af statslige arbejdspladser er en af de afgørende brikker i puslespillet for at skabe mere liv og vækst i landdistrikterne. Vi har nu været i gang i et stykke tid og kan præsentere status på arbejdet, som er rigtig positiv.

Det viser sig, at den voldsomme kritik af udflytningen er gjort til skamme. Det er ét år siden, at vi fremlagde vores plan for udflytningen af statslige arbejdspladser. Vi er nu i fuld gang, og det går rigtig godt. Vi har udflyttet mere end 1.000 statslige arbejdspladser. 14 procent af de her stillinger er besat af medarbejdere, der er flyttet med jobbet. Til de resterende stillinger er der ansat nye medarbejdere. Her har ikke mindre end godt 21.000 ansøgere lagt billet ind på stillingerne.

Det viser sig også, at vi sparer rigtig mange penge på husleje. Vi forventer faktisk at kunne spare over 100 mio. kr. på husleje hvert eneste år. Så ikke nok med, at vi bidrager til at skabe vækst i hele landet, vi sparer også penge på de ekstremt dyre huslejer i københavnsområdet.

Udflytningen af statslige arbejdspladser er en succes. Vi har skudt arbejdet i gang med at flytte arbejdspladser ud i hele landet. Og vi vil fortsætte arbejdet.

 

Venlig hilsen

Anni Matthiesen, Krogager, Folketingsmedlem for Venstre og medlem af Landdistriktsudvalget