Hvor du bor, må ikke afgøre dine muligheder for at tage en uddannelse, passe et arbejde, dyrke fritidsinteresser eller være en del af fællesskabet.
Alligevel er det i stigende grad dén virkelighed, mange borgere møder.
I årevis er den kollektive trafik blevet forringet. Busforbindelser er blevet nedlagt, afgange er forsvundet, og særligt i landdistrikterne er afhængigheden af egen bil blevet større og større.
Men hvad gør den unge, der ikke har kørekort og må forlade gruppearbejdet før tid for at nå dagens sidste bus? Hvad gør den unge, der ikke kan tage et fritidsjob eller komme til badmintontræning, fordi der ikke er nogen forbindelse hjem?
Og hvad med den ældre borger, der ikke længere selv kan køre bil? Skal vedkommende være afhængig af sine børn eller naboen for at komme til tandlægen, gymnastik eller besøge familie?
Det er ikke bare et spørgsmål om transport. Det er et spørgsmål om frihed, lighed og muligheden for at være en del af fællesskabet.
Vi ved godt, at man ikke kan drive tomme busser rundt i hele kommunen. Men vi mener heller ikke, at svaret bare kan være at nedlægge ruter og derefter fortælle borgerne, at de må finde en bil.
For hvad med de mange, der arbejder på skæve tidspunkter? Fabriksarbejderen, SOSU-assistenten, butiksmedarbejderen og den unge med fritidsjob? Arbejdsmarkedet stopper ikke klokken 16, og det bør vores tanker om mobilitet heller ikke gøre.
Derfor inviterer vi dig til borgermøde
Hvordan oplever du mobiliteten i din hverdag? Hvor mangler der transportmuligheder? Hvilke udfordringer møder du – og har du idéer til, hvordan vi kan gøre det bedre?
Det vil vi gerne høre.
Derfor inviterer vi alle borgere til borger, lytte og dialogmøde om fremtidens mobilitet. Uanset om du er ung, ældre, forælder, pendler, arbejder på skæve tidspunkter eller blot har en holdning til, hvordan vi sikrer bedre muligheder for at komme rundt i hele Billund Kommune, håber vi, at du vil møde op og give dit besyv med.
Vi politikere skal ikke sidde alene på rådhuset og tro, at vi kender alle svarene. De bedste løsninger findes ofte hos dem, der oplever udfordringerne i hverdagen.
De idéer og input, der kommer frem på mødet, bliver samlet og overleveret direkte til Udvalget for Mobilitet og Kollektiv Trafik, der er nedsat som et § 17. stk. 4-udvalg. Borgernes stemmer skal dermed være med til at kvalificere det videre politiske arbejde.
Vi lover ikke, at alle problemer kan løses fra den ene dag til den anden. Men vi lover, at jeres erfaringer og idéer bliver hørt.
Så kom og vær med. Kom med din kritik, dine erfaringer og dine forslag. For fremtidens mobilitet skal ikke besluttes hen over hovedet på borgerne – den skal skabes sammen med dem.
Venlig hilsen
Brian Nissen og Martin Alminde Friis
Socialdemokratiet i Billund Kommune


