Læserbrev: Vi vil fortsætte kursen


Venstre har de sidste 4 år arbejdet for at skabe resultater til gavn for alle i Billund Kommune. Der er indgået budgetforlig for 2015-16 med Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti, hvor der bl.a. blev afsat flere midler til normeringen på dagpasningsområdet, tildelt flere midler til skoleområdet på ca. 10 pct. over 3 år, fjernet byggesagsgebyr, udvidet service på ældreområdet og lettet skatten.
Budgetforliget for 2017 blev indgået med Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti, mens de resterende partier efterfølgende stemte for budgettet. Her blev det blev besluttet at indføre decentral ledelse på plejecentrene, mens dagpasnings- og skoleområdet fik endnu et markant løft.

Budgetforliget for 2018 blev indgået af samtlige byrådets partier med undtagelse af Socialdemokratiet og medfører en bedre normering på dagpasningsområdet, et løft af skoleområdet for 3. år i træk, et løft af ældreområdet med 8,5 mio. kr. og endnu en nedsættelse af skatten.

I Venstre er vi stolte af disse resultater og over at det er lykkedes os at udfordre servicerammen væsentligt mere end det, der oprindeligt var tilladt. Vi glæder os også over det samarbejde, der har været i byrådet om disse store beslutninger de sidste 4 år. Derfor vil det naturligt være denne kurs og linje med øget service til borgerne, som vi ønsker at fortsætte de næste 4 år.

Venlig hilsen
Venstres byrådskandidater i Billund Kommune