Lagkagehuset kommer til Billund Lufthavn


I løbet af maj åbner Lagkagehuset en butik i Billund Lufthavn.

Lagkagehuset får en central placering i afgangshallen, og passagererne vil blandt andet kunne vælge mellem en god kop kaffe, lækkert morgenbrød og sandwiches lige til at tage med videre på rejsen. Lagkagehuset bliver det femte spisested i Billund Lufthavn, som i forvejen driver restauranterne Diner og Gastro i afgangshallen, hvor fastfood kæden Sunset Boulevard også ligger. I centralhallen findes desuden Square café & kiosk.

Hos Lagkagehuset er der store forventninger til den nye butik.

Billund Lufthavn er en rigtig spændende og attraktiv samarbejdspartner for os. En international lufthavn, som allerede har flere mio. passagerer om året og som fortsat vækster. Det glæder vi os rigtig meget til at være en del af, siger adm. direktør Jesper Friis.

Kommerciel chef i Billund Lufthavn, Jan Hessellund, ser frem til at kunne byde Lagkagehuset velkommen i Billund Lufthavn:

Lagkagehuset er et stærkt varemærke inden for brød og to go-produkter. Det passer perfekt med vores ønske om at kunne tilbyde passagererne et hurtigt måltid af høj kvalitet.