Legens Festival er åbnet: “Det allervigtigste vi skal i dag – det er at lege”

Der blev sagt “jaaaaa” i kor, da borgmester Stephanie Storbank torsdag morgen spurgte børnene i Sdr. Omme, om de kunne lide at lege.

Kort efter kunne hun officielt erklære Legens Festival 2026 for åbnet i Anlægget i Sdr. Omme, hvor festivalen blev skudt i gang med tale, fællesskab og masser af forventningsfulde børn.

– Det er en meget anderledes dag i dag. For i dag er det allervigtigste vi skal – det er at lege, lød det fra borgmesteren.

Legens Festival afholdes på samme dag som FN’s Internationale Legedag, der hvert år sætter fokus på legens betydning for børn verden over.

I sin åbningstale understregede Stephanie Storbank, at leg ikke kun handler om sjov og underholdning.

– Leg er vigtigt, for at vi kan have det godt. Leg er vigtigt for vores trivsel. Og leg er vigtigt for at skabe fællesskaber sammen med sine venner og dem man kender, sagde hun.

FN’s Internationale Legedag blev indført for at sætte fokus på, at leg ikke blot er noget børn gør i deres fritid. Leg er faktisk en rettighed, som er skrevet direkte ind i FN’s Børnekonvention.

Målet med dagen er at minde både børn og voksne om, at leg spiller en afgørende rolle for børns mentale, sociale og fysiske udvikling. Og netop den tankegang passer godt ind i Billund Kommunes arbejde som Hjemsted for Børnenes Hovedstad.

I talen fremhævede borgmesteren, hvordan kommunen gennem de seneste seks år har arbejdet målrettet med en legende tilgang i både daginstitutioner, skoler og på arbejdspladser.

– Vi er i sandhed Hjemsted for Børnenes Hovedstad – i ord og i gerning, sagde Stephanie Storbank.

Efter åbningen ventede en hel dag fyldt med aktiviteter på tværs af Billund Kommune. Fra Sdr. Omme til Billund, Vorbasse, Hejnsvig og Grindsted er børn, unge og voksne i dag samlet om fælles aktiviteter, der alle har ét fælles formål:

At fejre legen og huske, at den er vigtig hele livet.

Og da borgmesteren talte til tre, lød det højt og tydeligt fra de fremmødte børn:

“Legens Festival er ÅBEN!”