Legeteket er rykket i nye indbydende rammer

Med bobler og kransekage blev Legetekets flytning fra den gamle Nordre Skole i Grindsted til Frivilligcenter Billund på Nymarksvej markeret.

Forældre til børn med særlige behov for støtte og stimulering har siden 2007 haft mulighed for at låne materialer, f.eks pædagogisk legetøj, til børn i alderen 0-18 år hos Legeteket.

– Der er legetøj til børn i alle aldre, der stimulerer sprog, motorik og udvikling. Der er også et stort udvalg i tyngdedyner og kugleveste – nogle materialer kan være i en taske, andre ting kræver et bagagerum, som Maria Sloth Christensen, leder af PPS  (Pædagogisk Psykologisk og Sundhedsfaglig Rådgivning) fortalte ved indvielsen af det nye hjemsted.

– Det ser ud til at være lykkedes. Det tager tid at flytte ind, og finde sig rigtigt til rette. De frivillige i Legeteket, skal nok bruge lidt tid på at ommøblere måden materialerne er grupperet på – og finde ud af hvordan tager det sig bedst ud og fungerer bedst praktisk, lød det fra Maria Sloth Christensen.

Hun glæder sig over de nye lokaler:

– Det er dejlige, lyse hyggelige og indbydende rammer. Vi er kommet ned i terræn. Det er tilgængeligt for alle, også hvis man sidder i kørestol. Det er meget i Legetekets ånd, fastslår PPS-lederen.

Legeteket vil fremover have åbent onsdage i lige uger kl. 16.00-18.00 på Nymarksvej 10 i Grindsted.