COVID-19 eller ej! Børn skal stadig kunne lære gennem leg.
Derfor har LEGO Fonden doneret 50 mio. US dollars – svarende til i omegnen af 340 mio. danske kroner til børn i nød, så det sikres at de også i fremtiden vil få mulighed for at lære gennem leg.
– Vi kan ikke lade COVID-19 slå en hel generation af børn tilbage. Forskning viser, at læring gennem leg er afgørende for børns psykologiske, følelsesmæssige og kognitive helbred og udvikling, og at legen også gør dem modstandsdygtige overfor modgang og sætter dem i stand til at bygge deres fremtid, siger administrerende direktør i LEGO Fonden, John Goodwin, i en pressemeddelelse.
Ifølge ham skal de mest udsatte børn have støtte og have adgang til undervisning, så de fortsat kan udvikle de færdigheder, som er så afgørende for, at de kan trives i denne omskiftelige verden.
Derudover har LEGO lavet en hjemmeside, hvor der deles ideer til ting, man kan bygge mens skolerne er lukkede og mange børn får hjemmeundervisning. På hjemmesiden https://www.lego.com/da-dk/letsbuildtogether vil LEGO dagligt lægge udfordringer op og servere inspirerende forslag til modeller lavet i LEGO.
– Børn befinder sig i en svær situation, når de er væk fra klasseværelserne og deres normale læringsmiljø. Vi vil gerne hjælpe forældre og familier med at gøre deres bedste i den situation. Vi ved, at børn lærer gennem legen og udvikler helt essentielle færdigheder, som samarbejde, kommunikation og problemløsning. Vi vil blive ved med at støtte, udvikle og inspirere børn gennem denne svære tid, lyder det i pressemeddelelsen fra adm. direktør i LEGO Koncernen, Niels B Christiansen.



