LEGO hylder hjembyen med nyt eksklusivt “I ❤️ Billund”-sæt

LEGO-koncernen sætter i år ekstra fokus på rødderne i Billund. I dag præsenterede LEGO House årets eksklusive Special Edition-sæt: “I ❤️ Billund” – en kærlig hyldest til byen, hvor det hele begyndte.

Sættet består af 1.404 elementer og samler nogle af byens mest ikoniske LEGO-vartegn i miniatureformat. Her finder man blandt andet LEGO House, LEGOLAND Billund og LEGO Campus – side om side med historiske referencer til Ole Kirks Hus, LEGO System Huset i midtbyen og den gamle fabriksgrund ved Kornmarken.

– Billund er hjertet i vores fortælling. Det er her, LEGO legen begyndte, og hvor den fortsat udvikler sig. Med “I ❤️ Billund” ønsker vi ikke kun at genskabe bygningerne, men også den betydning, stedet har for familier, fans og alle, der har drømt i LEGO klodser, siger Søren Bering Andersen, Head of Experiences i LEGO House.

Sættet er bygget op i fire moduler, så familie og venner kan bygge hver deres del og til sidst samle hele Billund i én model.

Midt i det hele står LEGO House med Tree of Creativity, farvezonerne og et dansk flag på toppen. LEGOLAND-delen byder på Ridderborg, Observationstårn, Miniland-tog og den velkendte drage.

I Campus-modulet finder man blandt andet en miniatureudgave af den store minifigur ved indgangen – her med en babyminifigur som fin detalje – samt referencer til både fortidens fabrik og Billund Lufthavns spæde start med et rødt LEGO-fly.

Et diskret stiforløb binder det hele sammen som en hilsen til Billund Playline.

“I ❤️ Billund” kan fra 1. marts 2026 kun købes i LEGO House Retail Store. I en begrænset periode vil sættet også være til salg i LEGOLAND Billund, når parken åbner 28. marts.