LEGO Koncernen i Billund har netop meldt ud, at de overtager 29 såkaldte Discovery Centres i ni lande fra samarbejdspartneren Merlin Entertainments. Centrene tiltrækker årligt omkring fem millioner besøgende og tilbyder LEGO-oplevelser kombineret med butikker.
For Billund er det særligt vigtigt, at Merlin fortsætter med at drive LEGOLAND-parkerne på licens fra LEGO. Dermed ændrer dagens handel ikke noget for LEGOLAND i Billund eller de øvrige 10 parker verden over.
Merlin peger på, at aftalen giver dem mulighed for at fokusere endnu mere på at udvikle og udvide LEGOLAND-resorts, mens LEGO selv får direkte ejerskab over de mindre oplevelsescentre i storbyer som Berlin, Tokyo og Chicago.
Handlen forventes afsluttet ved årets udgang og forventes at koste LEGO Koncernen omkring hvad der svarer til 1,8 mia danske kroner.



