LEGOLAND opfører nyt hotel for 200 mio. kroner

I disse dage tager LEGOLAND i Billund de første spadestik i byggeriet af et helt nyt hotel på hjørnet af Aastvej og Nordmarksvej. Med udsigt til LEGOLAND parkens hovedindgang vil man fra foråret 2019 kunne bo på et gennemført, LEGO tematiseret Slotshotel, der er inspireret af legetøjsudgaven af et LEGO slot og udsmykket med over 900 modeller.

– Det kommer til at ligne et slot som vi kender det fra eventyrene. Bygget af materialer, der ligner datidens kampesten, med flotte LEGO tematiserede tårnværelser, og en stor legeplads til hotellets gæster, fortæller direktør i LEGOLAND, Christian Woller.

Slotshotellet bliver et supplement og ikke en direkte konkurrent til Hotel LEGOLAND, mener Christian Woller.

– Hvor Hotel LEGOLAND både rummer et konferencecenter og LEGO tematiseret overnatning i børnehøjde, er Slotshotellet udelukkende designet med vores kernemålgruppe, børnefamilierne, for øje. Fordi vi kun arbejder med ét enkelt LEGO univers, er det også blevet gennemført på et niveau, vi ikke har haft i Billund indtil nu, siger Christian Woller.

Det nye Slotshotel forventes at stå færdigt i foråret 2019, og med en investering på 200 mio. kr. er det LEGOLAND parkens største investering til dato.

Herunder kan du se en video af hvordan hotellet kommer til at se ud: