LEGOLAND vil skabe verdens største LEGO byggede græskarmark til halloween

Foto: LEGOLAND Billund


LEGOLAND i Billund inviterer alle sine gæster her op til halloween til at være med til at bygge verdens største LEGO-byggede græskarmark.

Under Halloween er byggeoplevelsen LEGOLAND Gallery forvandlet til ”Pumpkin Gallery”, hvor gæsterne kan lade fantasien og kreativiteten løbe løbsk ved at konstruere deres helt egne LEGO græskar. Hver dag under hele halloween vil gæsternes nybyggede LEGO græskar fra dagen løbende blive placeret på græskarmarken af skøre fugleskræmsler med deres græskar-trækvogn. På den store græskarmark vil gæsterne kunne nyde synet af hundrede-, måske tusindvis af LEGO græskar i forskellige størrelser, farver og former – og måske kunne spotte deres eget LEGO græskar.

– Vi er meget begejstrede for at bringe denne idé til live og skabe noget så spektakulært som verdens største LEGO byggede græskarmark lige her i LEGOLAND. Vi glæder os til at se alle vores gæsters unikke græskar og opfordrer alle til at lægge vejen forbi Pumpkin Gallery under deres besøg i LEGOLAND, siger Christina Østergaard, der er eventansvarlig i LEGOLAND.

Marken med de mange græskar kan opleves i picnicområdet i Piratland i LEGOLAND gennem hele halloweenperioden.