Lokal herretøjsforhandler gennem 50 år

Flagene blev hejst i hele Billunds midtby i dag for at fejre Ebbe Olesens 50 år som butiksindehaver i Billund.


En lokal herretøjsforhandler er sådan én, der kender din fars bukse- eller skostørrelse bedre end én selv. Og sådan én er Ebbe Olesen fra tøjbutikken Ebbe & AnnBett i Billund.

50 år er der gået siden han og hustruen Grethe indtog den gamle brugsforening i Hovedgaden og rykkede fra Grejsdalen til Billund sammen med datteren Annette for at åbne Ebbes Herremagasin. Siden er også datteren Bettina og sønnen Carsten kommet – og syv børnebørn. Og herretøjsforretningen er i dag også rykket til Byens Plads – lige over for LEGO House.

Med en forretning lige i midtbyen har Ebbe Olesen også været førstehåndsvidne til Billunds enorme forandring siden han ankom i 1973:

– Især de sidste 10 år har været spændende. Jeg tør slet ikke tænke på, hvad Billund havde været for en størrelse i dag, hvis det ikke havde været for LEGO og KIRKBI. Det er helt vildt, hvad der er sket, siger Ebbe Olesen, der stadig går til hånde i butikken.

Den er i dag overtaget af svigersønnen Søren Schou Rosendahl, og endnu er der ikke sat dato på hvornår snart 74-årige Ebbe Olesen skal stoppe helt i butikken.