Lokal mand sigtet for at flygte fra uheld

En overhaling på Gråhedevej ved Hejnsvig gik ikke som planlagt for en 55-årig mand fra Hejnsvig i går eftermiddags.

Da manden overhalede en 47-årig kvinde på strækningen, trak han for hurtigt ind og bagenden af hans bil ramte forenden af kvindens bil.

Manden valgte dog at køre videre, som om intet var hændt – endda i ret høj fart, så den ramte kvinde måtte opgive at følge efter ham.

Nummerpladen førte dog hurtigt politiet til den 55-årige mand, der nu er sigtet for at forvolde et uheld og for at flygte fra stedet.

Der skete kun ringe materiel skade ved uheldet og ingen personer kom noget til.