Lokal optiker indtræder som ejer af Louis Nielsen Grindsted

Janni Haubro Lind ejer nu Louis Nielsen i Grindsted sammen med Michael Eisig. PR-foto.


44-årige Janni Haubro Lind fra Stenderup-Krogager er ny ejer og optisk partner hos Louis Nielsen i Grindsted sammen med Michael Eisig. Hun er født og opvokset i Grindsted, men er altså nu bosat i Stenderup-Krogager – så altså stadig i postnummer 7200, hvilket hun sætter stor pris på.

– Når jeg går på arbejde, møder jeg altid lige nogen, jeg kender, og vi får en snak. Det samme sker i butikken, og det er skønt. Jeg nyder at arbejde lokalt og i byen her, som jeg er opvokset omkring. Vi kender kunderne og er på fornavn med dem. Det er hyggeligt, fortæller Janni Haubro Lind, der altså nu har taget skridtet fra optiker til ejer og chefoptiker.

Hun deler ejerskabet med Michael Eisig, der også er uddannet optiker, og de to har en lang historie sammen.

– Vi boede i samme lejlighedskompleks, da vi var unge i Grindsted by, og Michael var med til at udlære mig, da jeg gik i lære som optiker i Grindsted tilbage i 1997. Vi kender hinanden rigtig godt, og med Michael som støtte er jeg helt tryg i min nye rolle, fortæller Janni Haubro Lind.

Michael Eisig er glad for at eje butikken sammen med Janni.

– Janni og jeg kender hinanden rigtig godt. Det betyder, at vi kan supplere hinanden dér, hvor vi hver især er gode. Vi er gode venner og gode kolleger, så jeg er enormt glad for, at Janni nu er min partner her i butikken også, fortæller han – og tilføjer, at de blot er venner og gode kolleger. Mange kunder tror nemlig, at Janni og Michael er gift.

– Der er mange kunder, der siger ”Jeg har lige snakket med din mand”, men Michael og jeg danner altså ikke par, siger Janni Haubro Lind med et grin.

Den nye ejer er glad for at drive butik tæt på hjemmet og samtidig at være med til at holde hjulene i gang i lokalområdet.

– Det er vigtigt, at vi bevarer vores lokale bycentrum i Grindsted i en tid, hvor meget handel flytter online. Derfor vil jeg være med til at slå på tromme for, at borgerne fortsat husker at støtte op om os lokale butikker, siger Janni Haubro Lind.

Hun oplever en stor støtte fra de lokale, som hun håber varer ved. Specielt i en Corona-tid finder hun det vigtigt, at den lokale støtte varer ved.

– Jeg synes, vi oplever stor støtte fra kunderne. Det betyder meget for dem, at vi passer godt på deres syn og øjne, og samtidig får vi altid lige en snak om løst og fast. Det betyder meget, at vi kender hinanden og er fra samme by. Der er mange lokale erhvervsdrivende, der har det specielt svært for tiden, og derfor er det vigtigere end nogensinde før at handle lokalt netop nu, lyder det fra Janni Haubro Lind.