Lokale konservative vil gøre skoledagen kortere

Skoledagen er blevet for lang for de lokale skoleelever. Det mener Det Konservative Folkeparti i Billund Kommune, der nu vil have byrådet til at søge dispensation til at korte nogle af de mange nye timer af.

– Vi mener ganske enkelt, at skoledagen er blevet for lang for eleverne. Folkeskolen er fundamentet for videre uddannelse og er selvfølgelig meget vigtig, men der skal også være tid til fritidsaktiviteter, sport og ikke mindst samvær med familien, forklarer de to konservative byrådsmedlemmer i Billund, Kim Gosvig Hansen og Allan Munk Nielsen.

De vil nu derfor have byrådet til at tage kontakt til Undervisningsministeriet for at søge om mulighed for at droppe nogle af de unødvendige timer og dermed afkorte skoledagen igen. Helt konkret foreslår de lokale konservative at gøre de nu tvungne lektiecaféer frivillige igen og at undersøge muligheden for at droppe nogle af de meget udskældte understøttende undervisningstimer.

– Alene de to mindre ændringer vil afkorte skoledagen med ca. en time om dagen, vurderer Kim Gosvig Hansen og Allan Munk Nielsen på baggrund af en undersøgelse fra OECD, som Berlingske beskrev tidligere på måneden.

De to konservative har også kigget mod vore nabolande, og konstateret at med en samlet skole tid på næsten 11.000 timer, går danske skoleelever 50 procent længere tid i skole end i lande som Sverige og Norge.

– Vi kan se på resultaterne fra de andre lande, at det ikke er skoledagens længde, der er afgørende for kvaliteten. Det er det faglige indhold, det handler om. Derfor bliver alle partier nødt til at stoppe op og seriøst drøfte, om vi er gået for langt. Det mener vi, man er, og derfor vil vi nu have undersøgt mulighederne for at give eleverne her i kommunen lidt mere fritid, siger Kim Gosvig Hansen og Allan Munk Nielsen.