Når Hovborg Kro Open i weekenden spilles i Gyttegård Golf Klub, bliver det med ekstra lokal spænding.
For den dobbelte forsvarende mester Mads Heller er ikke med i år, og dermed skal den traditionsrige turnering have en ny vinder. Og blandt dem, der kan blande sig helt fremme, finder man to navne med stærk lokal forankring: Martin Kamp og Victor B. Eskildsen.
49-årige Martin Kamp er klubmester i Gyttegård og en af klubbens helt store profiler. Han kender banen bedre end de fleste og har tidligere sat banerekord med en runde i 62 slag. Men én ting mangler stadig i samlingen: en sejr i Hovborg Kro Open.
Skulle det lykkes på hjemmebanen, vil det være en af de helt store lokale triumfer i turneringens 32-årige historie.
Også unge Victor B. Eskildsen bliver et navn at holde øje med. Han repræsenterer i dag Kolding Golf Club, men har sin fortid i Gyttegård og kender banen særdeles godt. Samtidig regnes han som et af de store danske golftalenter på vej frem.
Sidste år var han tæt på sejren, men drømmen brast på 17. hul, hvor et misset tee-slag endte med en dobbeltbogey. I år vender han tilbage med et handicap på +4,5 og en oplagt mulighed for revanche.
Feltet tæller 77 af landets bedste amatører, og Gyttegård Golf Klub stiller selv med hele 15 spillere. Blandt konkurrenterne er blandt andre Magnus Engelbrecht Bork fra Kolding Golf Club, som med +6,3 er feltets statistisk stærkeste spiller.
Hovborg Kro Open har gennem årene haft vindere som Søren Hansen og Højgaard-tvillingerne, før de blev professionelle. Nu skal en ny vinder skrives ind i historien. Spørgsmålet er, om det bliver med lokal jubel i Gyttegård.



