Lokale tech-virksomheder viser sig frem for studerende.

Mere end 330 studerende har meldt deres ankomst til Billund i morgen, torsdag. Her skal de på visit hos en række virksomheder på årets tech-tour, der er omdøbt til Billund Studie tour TECH.

Her kommer de studerende rundt til 6 virksomheder, der åbner dørene og viser nyeste teknologi og produktionsmetoder frem. Virksomhederne der deltager i år er: LEGO, Davinci 3D, Stansomatic, Zebicon, Billund Vand og Energi og Billund Aquaculture.

De har alle et håb om, at nogle af de studerende vil finde netop deres virksomhed så spændende en arbejdsplads, at de vil søge job der, når de er færdiguddannet.

9 forskellige uddannelsesinstitutioner har meldt tilsammen 339 studerende til – både dansk- og engelsktalende.

Af deltagende uddannelsesinstitutioner kan nævnes Erhvervsakademi MidtVest, Aarhus Universitet, VIA Horsens og University College Lillebælt. De studerende kommer primært fra studieretninger som Produktionsteknolog, Maskin- og produktionsingeniører og Global Business Engineers.

Billund Studie Tour TECH er arrangeret af Billund ErhvervsFremme og Billund kommune.